Fosterdiagnostik

Alle gravide bliver tilbudt fosterdiagnostik. Egentlig er det ment som et tilbud, men i praksis bliver man hurtig set skævt til, hvis man fravælger det. Og selv efter man har fravalgt tilbudet, bliver man indkaldt til terminsscanning, hvor den typiske kommentar fra sonografen er “hvis jeg finder noget galt, bliver jeg nødt til at sige det!”

Jeg kender en, hvis jordemoder til terminsscanningen blev ved med at presse på for at undersøge om fosteret havde nogle fejl. Da den kommende mor sagde, at hun ikke ville have en abort lige meget hvad, var responsen: “Hvad nu hvis barnet ikke har nogen hjerne?”
Sikke en melding at få som vordende mor! Og med sådanne meldinger hvis man vælger et tilbud fra, kan man vist lige så godt sige at undersøgelserne skal være obligatoriske. Men dette er ikke Sundhedsstyrelsens intention: De ønsker at fosterdiagnostik skal være et tilbud.

Dette er fordi fosterdiagnostik ikke er en forsikring om, at forældrene får et rask barn, hvis man ikke finder noget galt. Alle forældre har en risiko for at få et barn med alvorlige misdannelser på 2%. Hvis undersøgelserne ikke viser tegn på at noget er galt, er deres risiko reduceret til 1%. Der er stadig en risiko, fordi man ikke finder alle misdannelserne med de undersøgelser vi har tilgængelige i dag. Man kan også vende det om, og sige at chancen for at få et rask barn er 98% før, og 99% efter undersøgelserne ikke har vist nogen tegn på misdannelser.

Fosterdiagnostik består af en blodprøve, doubletesten, og en nakkefoldscanning. Sammenholdt med den gravides alder danner dette grundlaget for en risikovurdering. Hvis for eksempel risikoen for at få et barn med en misdannelse, hyppigst Downs syndrom, bliver beregnet til større end 1:250, går man igang med de såkaldte invasive fosterundersøgelser. Nu bliver man nødt til at have en prøve fra fosteret selv, enten gennem en fostervandsprøve, eller gennem en moderkagebiopsi. På denne måde kan man rimelig sikkert fortælle, om barnet har en medfødt lidelse.

De invasive prøver medfører dog en risiko for spontan abort på 1%. I alt betyder ovenstående, at for hvert tredje barn med Downs syndrom som bliver slået ihjel, så slår man også et rask barn ihjel.

Dertil kommer alle de kvinder, som pga. en risikovurdering uden at der er noget galt med barnet, bliver påført unødvendig ængstelse i graviditeten. For ikke at tale om dilemmaet man står med, når der bliver fundet noget galt, og man skal afgøre hvad der skal ske. De fleste vælger at slå deres barn ihjel. Men der er eksempler på forældre som er deres ansvar bevidst, og som på trods af en positiv test valgte at beholde barnet.

Dette bliver der set meget skævt til i samfundet: “Noget må have gået galt!” At sige sådan er det samme som at stille sig op foran barnet og sige: “Du er en fejl!” Denne stigmatisering er helt sikkert medvirkende til, at så få forældre vælger at beholde et barn med en medfødt lidelse. Mange bliver på denne måde skyldige i uskyldige børns død pga. deres holdninger.

I den nære fremtid vil vi få muligheden for at undersøge for flere sygdomme, og kan i endnu større grad fjerne de børn vi ikke vil have. Hvor er vi på vej hen? Ønsker vi et samfund, som kun består af “perfekte” mennesker? Og hvad er det for et samfund som er ved at udvikle sig, hvor folk bevidst slår deres egne børn ihjel, fordi de havde læbe-gane-spalte, eller var af forkert køn?