Overlægerne ved de slår små børn ihjel
31. oktober 2010
Noget af det første en ung læge som er ved at blive gynækolog lærer, er at lave provokerede kirurgiske aborter. Under min ansættelse på en gynækologisk afdeling, oplevde jeg, at de ikke tænkte ret meget over hvad de egentlig lavede: “Det er bare en celleklump. Man ser ikke noget der ligner noget som helst”, var standardfrasen.
Når man derimod snakkede med overlæger, som havde været i branchen i mange år, havde holdningen ændret sig: De vedkendte uden forbehold at det er små børn de slår ihjel, og at 12 ugers-grænsen kun er til af praktiske hensyn. Herefter er det nemlig svært at foretage en kirurgisk abort.
De kunne endvidere berette, at det at sætte en grænse for hvornår det er et barn, er fuldstændig meningsløst, idet udviklingen er kontinuerlig fra undfangelse til fødsel.
Når man så spørger dem, hvordan de kan slå små børn ihjel, svarer de at det er for at hjælpe moren i en svær situation, og at det var så forfærdeligt før i tiden, når unge kvinder kom ind dødsyge efter en illegal abort hos en kvaksalver.
For det første er det vanvittig at tro at man hjælper kvinden ved at slå hendes barn ihjel. For mange kvinder er det at få børn en vigtig del af deres liv og identitet. Mange der gennemfører en abort, fortryder det resten af deres liv. Ofte ved de ikke engang hvad de egentlig laver. Selv om lægerne godt ved hvad en abort indebærer, gælder dette sjældent for kvinderne. De ved ikke hvordan barnet i deres mave ser ud og de ser heller ikke fosteret sprælle under ultralydsundersøgelsen, som går forud for enhver provokeret abort. Selv om de ikke ved dette, er det nogen som får mareridt, hvor de drømmer om børn der leger, eller græder...
For det andet var komplikationsraten for provokerede aborter i årene før aborten blev frigivet ikke meget anderledes end den er nu. Ofte var det alligevel lægerne fra hospitalerne som udførte indgrebene, og ikke kvaksalvere. Og idag er det stadig almindeligt at kvinder bliver indlagt på sygehuset med komplikationer efter en provokeret abort, nogle af dem endda livstruende.
Selv om overlægerne mener de gør en god gerning, synes jeg tit at kunne se vemodet i deres ansigt når de taler om abort. Det er som om en mørk sky altid hænger over dem. Jeg er overbevist om, at de ved de gør noget forkert.
Den tyske nazi-doktor Joseph Mengele, kendt som “Dødens engel”, udførte mange videnskabelige eksperimenter på jøder, specielt tvillinger, hvoraf få overlevede.
Nazisterne mente også de gjorde en god gerning for menneskeheden...