Mit ophold på gynækologisk afdeling

I dag afsluttede jeg mit ophold på en gynækologisk afdeling, som led i min specialisering i almen medicin.

Allerede første dag på afdelingen talte jeg med vagtplanlæggeren samt den ledende overlæge på afdelingen, om at jeg ikke på nogen måde ville medvirke til provokerede aborter, herunder heller ikke skrive journaler.

Dette skulle vise sig at være begyndelsen på et halvt år i konstant konfrontation med et system, hvor abort er almindelig hverdag; hvor man bedøvet slår det ene forsvarsløse barn efter det andet ihjel.

Selv om jeg blev fritaget for alt arbejde i forbindelse med de elektive, planlagte provokerede aborter, var der flere akutte situationer hvor jeg blev ringet op af en praktiserende læge, som gerne ville hjælpe en mor med at slå sit eget barn ihjel. Således blev jeg i næsten hver eneste vagt ringet op vedrørende samrådsaborter eller kvinder som ønskede en abort, og som var usikre på hvor langt de var henne, eller som var tæt på udgangen af 12. uge. Vedrørende samrådsaborterne sker disse typisk ved ønske om provokeret abort efter 12. uge, hvorefter man skal søge om tilladelse til at slå barnet ihjel. Der skal også foreligge en begrundelse, som ikke behøver være andet end dårlige sociale eller økonomiske forhold, eller “depression”. Sidstnævnte diagnose hænger meget løst hos læger, når det drejer sig om at finde en årsag til at en kvinde skal have lavet en abort. Og det er da klart hun har det dårligt, når hun går rundt og overvejer at slå det lille liv inde i sin mave ihjel! I praksis bliver dette til at en ansøgning om en provokeret abort de første uger efter 12. uge er mere en formsag, end en reel vurdering af patientens tilstand.

Jeg nægtede at være med til at have noget som helst med ovenstående patienter at gøre, og sagde hver eneste gang at de måtte ringe til bagvagten.

Skulle jeg sidde og tale med en mor, om hendes overvejelser om at slå sit eget barn ihjel? Så skulle det kun være for at sige “NEEEEJ!!! Hvad har du gang i!! Du har en baby i maven, og du tænker på at slå det ihjel???”

Der var også rigeligt med andre lejligheder hvor jeg måtte sige fra. Udover de provokerede aborter ville jeg heller ikke lægge spiraler, eller foretage udskrabninger hvis barnet stadigvæk var i live efter et mislykket abortforsøg. Dette skabte megen debat blandt både læger og sygeplejersker på afdelingen, og førte også til åbne konfrontationer.

En gang indlagde jeg en ung kvinde, gravid i 11. uge, med hyperemesis gravidarum, overdreven kvalme og opkastninger under graviditeten. Hendes kæreste havde lige forladt hende og hun ønskede en abort. Hendes mor var også med, og sagde at HUN kunne jo ihvertfald ikke passe barnet, hun havde jo selv arbejde. Det virkede som om, de prøvede at retfærdiggøre en abort, uden helt selv at tro på hvad de sagde. Jeg sagde til dem, at nu ville jeg behandle hendes dehydrering, og snakkede ikke mere om abort.
Min bagvagt, en overlæge på afdelingen, sagde senere til mig, at jeg SKULLE skrive en abortjournal på hende. Dette nægtede jeg. Jeg ville ikke lave papirarbejdet til andres beskidte arbejde! Senere kom overlægen til mig og sagde med en vis skadefryd, at nu havde HUN altså sørget for en tid til abort, selv om JEG ikke havde villet gøre noget. Tænk at triumfere på den måde - som om det var godt døden vandt sin sejr over det lille barn!

En anden kvinde havde påbegyndt en medicinsk abort, og blev indlagt på grund af smerter og blødning. Der blev planlagt en kirurgisk abort i stedet, med udsugning af barnet fra livmoren. Senere stillede jeg en ældre kollega nogle enkle spørgsmål som: “Kan barnet overleve en medicinsk abort?” og "Er der risiko for misdannelser efter behandlingen?". Jeg fandt hurtigt ud af, at gravide som ønsker en medicinsk abort systematisk bliver fejlinformeret: De får at vide, at har de først påbegyndt en abort med piller, SKAL de abortere. Dette var begrundet med at tabletterne medbringer en risiko for misdannelser. Sandheden er: Der indtages to piller. Den første, Mifepriston, er sandsynligvis ikke teratogen (fremkalder ikke fostermisdannelser), mens den anden, Misoprostol, kun har en let øget risiko for misdannelser på 0,01 til 0,1 %! Siden ikke alle som opstarter en medicinsk abort aborterer, og nogen efter indtagelse af tabletterne fortryder deres beslutning, er der stadig mulighed for at fuldføre svangerskabet og føde et normalt, rask barn. (Se også Fejlinformation af gravide).

Da jeg fortalte ovenstående til en kommende gynækolog vrissede hun bogstavelig talt ad mig, og sagde at det ikke var tilstrækkelig bevist. Samme reaktion mødte mig til morgenkonferencen næste dag. Det hele blev hurtigt fejet til side med en bemærkning om at "det kan man ikke vide". Jeg skrev endda til den ledende overlæge på afdelingen, uden nogensinde at få svar.

Selvfølgelig har man ikke undersøgelser med en gruppe gravide kvinder som tager placebo, og en anden som tager piller for at undersøge om de giver misdannelser! De kommer heller aldrig. De data vi har, er fra epidemiologiske studier og forsøg på dyr. Når der nu ikke findes beviser for at stoffet øger risikoen for misdannelser hvis barnet overlever, bør usikkerheden i aller højeste grad komme kvinden og barnet til gode, hvis hun fortryder sin beslutning om at få en abort. Hun har krav på at blive korrekt informeret, så hun kan beholde barnet som hun ønsker.

Producenterne af Mifegyne som indeholder Mifepriston er klare i deres produktresume: ”De tilgængelige data er ikke tilstrækkelige til at retfærdiggøre en systematisk afbrydelse af svangerskabet.”

Selv ved accidentel indtagelse af alle mulige andre tabletter, som rent faktisk er bevist kan forårsage misdannelser, f.eks. Ipren, bliver der ikke anbefalet en afbrydelse af svangerskabet. Dette fordi en enkelt pille som regel ikke er teratogent! Men når det kommer til abort er der en anden dagsorden: “Barnet skal slås ihjel! Det kan være det bliver misdannet!” Tænk at denne morderiske tankegang er at finde blandt læger! De skulle være de første til at beskytte de små!

At ufødte børn ikke har nogen værdi, og nemt bliver ofre for læger og forældre, viste sig gang på gang under mit ophold på gynækologisk afdeling. Hvis der var noget galt med barnet eller moren, eller blot mistanke om at noget var galt, kom spørgsmålet med det samme, om ikke der skulle laves en provokeret abort. Hvis moren derimod ønskede at beholde barnet, var gynækologerne hurtige til at modsætte sig: "Det er ikke det bedste for barnet. Moren kan ikke tage sig af det". At slå barnet ihjel skulle således være det bedste for både barnet og moren.

En gang til morgenkonferencen blev det nævnt, at et par ønskede at beholde deres barn, selv om det havde fået påvist Downs syndrom. Flere overlæger himlede med øjnene, og en udbrød: "De kan da ikke passe det." En anden sagde "Nej, de virker heller ikke så begavede."
I stedet for at støtte parret i deres beslutning om at få barnet, dukkede den samme morderiske tankegang op igen. Som om disse lægers arbejde bestod i at slå så mange små børn ihjel som muligt -uafhængigt af hvad forældrene måtte mene.
Og er Downs syndrom overhovedet en begrundelse for at slå et barn ihjel? Har mennesker med Downs syndrom mindre værdi end andre mennesker? Hvad så med dem som har syndromet og går rundt i samfundet i dag? Skulle de have været slået ihjel? Hvor går grænsen? Allerede har man fundet flere gener som øger risikoen for alkoholisme, Alzheimers demens eller diabetes mellitus og mange flere. Skal disse også slåes ihjel?

Tænk at sådanne uhyrlige overvejelser finder sted i nutidens Danmark – der er klar genklang fra Nazi-Tyskland!

En anden mor var gravid med tvillinger. Under misdannelsesscanningen (udføres i uge 18-20) var der blevet rejst mistanke om tvilling-til-tvilling-transfusionssyndrom, hvor det ene barn får for meget blod, mens det andet får for lidt. Umiddelbart blev spørgsmålet rejst, om graviditeten nu var ønsket. Og hun havde da også en depression, blev det sagt, for ikke at levne nogen tvivl om, at en abort var det bedste.

Børnene blev da også aborteret. En ung reservelæge blev under processen pludselig hevet ind fra gangen af sygeplejersken på stuen. Angiveligt fordi moren havde smerter, men sikkert også fordi hele situationen var ubærlig. Efterfølgende fortalte reservelægen mig grædende hvordan moren fik pressetrang, og snart kom først det ene, derefter det andet døde barn dumpende ned i en metalbakke. Bagefter kiggede reservelægen på børnene: De så fuldstændig raske og normale ud: Ingen tegn på transfusionssyndrom. Forældrene græd på stuen, mens de sad med deres døde børn...

De havde endda først fået afslag af abortsamrådet, som skal godkende alle aborter efter 12. uge, men efterfølgende fået medhold i abortankenævnet.

Et andet barn havde under en ultralyds-undersøgelse i løbet af svangerskabet fået påvist tegn på ascites (væske i bughulen). Igen lød spørgsmålet umiddelbart under morgenkonferencen: “Er graviditeten ønsket?” Brugen af ordene ”graviditeten” eller ”graviditetsproduktet” er konsekvent blandt gynækologer når det drejer sig om uønskede eller problemfyldte graviditeter. En sjælden gang bliver der sagt “embryoet” eller ”fosteret”, men mere nære, personlige ord som ”dit barn” eller ”babyen” bliver aldrig brugt. Det lille sprællende barn indeni livmoren på ultralydsbilledet bliver heller ikke vist til moren. Alt dette for at beskytte hende mod psykiske traumer. Det er jo klart man har svært ved at slå sit barn ihjel! Men på trods af alle disse foranstaltninger kæmper mange kvinder med tristhed og angst efterfølgende.

Når man derimod har en kvinde med en ønsket graviditet, har man pludselig ingen problemer med at kalde det en baby, lige meget hvor lille det er!

Ovenstående er kun nogle eksempler på et system hvor det ufødte liv ingen rettigheder har. Ved den mindste mistanke om problemer, bliver forældrene anbefalet en abort. Hvis de ønsker at beholde barnet, bliver de spurgt igen og igen om det nu virkelig er det de ønsker. Det har i flere tilfælde ført til en lang, sej kamp mod læger, de sociale myndigheder og sågar ens egen familie, for at få lov til at føde sit eget barn! Det er ikke uden grund mange siger de bliver presset til at få en abort.

I det hele taget kom følelserne hurtigt i kog på gynækologisk afdeling, når jeg gav min mening om abort til kende. Det gør ondt, når nogen trykker på et blåt mærke. Alle ved, det er forkert at slå små, forsvarsløse børn ihjel. De vil bare helst ikke indrømme det. Det gør simpelthen for ondt.

Men løsningen på abort er ikke at lære at leve med det, men erkende at det er forkert, og beslutte sig for aldrig at gøre det igen!

Heldigvis gik det meste af dagen med alt det andet arbejde, som foregår på en gynækologisk og obstetrisk afdeling. Specielt spændende var det at være med til fødsler. Det var fantastisk hver eneste gang et nyfødt barn trak sine første gisp og begyndte at græde! Dette stod i skarp kontrast til de mødre, som valgte abort, og som ikke kunne holde deres barn i armene efter 9 måneder...