Geneve Deklarationen 1948

The original Declaration of Geneva, The Second General Assembly of the World Medical Association 1948:
At the time of being admitted as a Member of the medical profession:

• I solemnly pledge to consecrate my life to the service of humanity
• I will give to my teachers the respect and gratitude which is their due;
• I will practice my profession with conscience and dignity;
• The health and life of my patient will be my first consideration;
• I will respect the secrets which are confided in me;
• I will maintain by all means in my power, the honor and the noble traditions of the medical profession;
• My colleagues will be my brothers
• I will not permit considerations of religion, nationality, race, party politics or social standing to intervene between my duty and my patient;
• I will maintain the utmost respect for human life, from the time of its conception, even under threat, I will not use my medical knowledge contrary to the laws of humanity;
• I make these promises solemnly, freely and upon my honor.

Fed tekst oversat til dansk:
“Jeg vil opretholde den yderste respekt for det menneskelige liv, fra dets undfangelse, selv under trussel, vil jeg ikke bruge min medicinske viden imod menneskehedens love”

På samme måde blev menneskerettighedserklæringerne formuleret den 10. december 1948, hvor der i artikel 3 står “Alle har ret til at leve”.

Genevedeklarationen var en direkte konsekvens af de uhyrligheder som blev begået af læger i Nazi-Tyskland. Ud fra et nationalsocialistisk synspunkt mente disse, at man sagtens kunne dræbe, mishandle og udføre forsøg på inferiore mennesker, som ikke var til gavn for samfundet. Dette gjaldt mennesker med bla. forkert race, religion, sygdom eller alder.

Der skulle dog ikke gå mange år før Genevedeklarationen blev ændret. Nogle læger havde tydeligvis ikke særlig god hukommelse, og “glemte” hurtig Nazi-regimets og racehygiejnens uhyrligheder, idet de gradvis fjernede ethvert menneskes ret til livet, fra undfangelse til død. Herved afveg de fra ganske almindelig lægeetik og -moral, allerførst beskrevet i den Hippokratiske ed, som har dannet grundlaget for lægers praksis i årtusinder. Her kan man læse følgende:

”Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige Gifte eller give noget saadant Raad, ej heller give nogen Kvinde fosterfordrivende Midler. Jeg vil bevare mit Liv og min Kunst rent og fromt.”
Læs “Den Hippokratiske ed” i fuld længde her.

Læger har et formål: At læge! Lægefagets stolthed er at afhjælpe sygdom og død. Læger som derimod bruger deres viden til at slå ihjel er ikke bedre end SS-lægerne som arbejdede i koncentrationslejrene. De er drevet af den samme syge tankegang: At nogle mennesker er mere værd end andre...

Alle læger ved, at når der udføres en abort, så slås et andet menneske ihjel. Dets bankende hjerte, tydelig for enhver på ultralydskærmen, kun ét klart bevis herpå. Efter en abort kan fosteret endda være levende. Det får dog ingen hjælp, men bliver lagt hen på et koldt metalbord for at dø. Er dette en god lægegerning? Er det dette vi læger er uddannet til? Lad os rejse os imod alle love i samfundet som er stik i strid med loven i vores lægehjerter: At have “omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse” (citat fra det danske lægeløfte).

Er det ikke netop de svage vi skal have ekstra omsorg for? Og findes der nogen svagere, end et lille barn inde i morens mave?